Inside SIF Fodbold
August 2026
Klar til en ny sæson – er du?

Kære spillere, forældre, trænere, frivillige og venner af Skovshoved IF
Sommerferien går på hæld, og anlægget summer igen af liv.
En ny sæson står for døren med træning, kampe, stævner og masser af gode oplevelser. Vi glæder os til at se både kendte og nye ansigter på banerne.
Hen over sommeren har vi budt en række nye spillere og familier velkommen i Skovshoved IF. Samtidig er vi utrolig stolte over den store opbakning fra vores eksisterende medlemmer.
På flere årgange har stort set samtlige spillere valgt at fortsætte. På en af vores største ungdomsårgange har hele 51 ud af 52 spillere gentegnet deres medlemskab.
Det er ikke en selvfølge.
Det fortæller os, at børnene trives, at fællesskabet betyder noget, og at vores mange frivillige trænere og ledere hver uge skaber et miljø, som spillerne har lyst til at være en del af.
Vi forsøger hele tiden at udvikle klubben i en positiv retning. Mere engagement. Flere fælles oplevelser. Flere muligheder for at komme ud til stævner sammen med holdkammeraterne. Og først og fremmest: endnu mere SIF-ånd.
Et af sommerens største skridt i den retning blev taget uden for vores eget anlæg.
SIF og Lyngby Boldklub indgår klubsamarbejde
Efter flere måneders forberedelse kunne vi tidligere på sommeren sætte underskrifterne på et nyt klubsamarbejde mellem Skovshoved IF og Lyngby Boldklub.
Samarbejdet blev markeret på flotteste vis, da SIF-drenge og -piger fra forskellige årgange fik lov til at løbe ind på Lyngby Stadion sammen med Superligaspillerne d. 1. august.
Det var en stor oplevelse for børnene – og samtidig begyndelsen på et samarbejde, som vi har store forventninger til.

Samarbejdet skal blandt andet bidrage med:
- Sparring og inspiration til vores trænere
- Besøg fra Lyngby Boldklubs trænere i SIF
- Træningsaktiviteter og faglig inspiration til eksempelvis specifik-træninger
- Endnu bedre udviklingsmuligheder for vores spillere
- Oplevelser, der kan styrke fællesskabet på tværs af klubberne
Vi glæder os til at se Lyngby tage del i aktiviteter og træninger på vores anlæg og til at give både spillere og trænere nye impulser.
📅 Klubsamarbejdsdag · Lyngby Stadion · 30. august
Som en del af samarbejdet inviteres alle SIF-medlemmer til Klubsamarbejdsdag på Lyngby Stadion den 30. august, hvor Lyngby Boldklub inviterer alle SIF-fodboldmedlemmer til gratis kamp mod OB.
Nærmere information om billetter og tilmelding følger.
Læs også Lyngby Boldklubs egen omtale af samarbejdet her: SIF-LBK
Udvikling handler imidlertid ikke kun om samarbejder med Superligaklubber. Det handler også om de oplevelser, vi selv skaber hjemme i Skovshoved IF.
Derfor har sommerens hele to camps været et vigtigt skridt i udviklingen af vores eget campkoncept.
SIF Camps – et nyt koncept har fået luft under vingerne
Fredag afslutter vi vores ”Season Kick-Off Camp 32” – efter også at have afholdt ”Mini-camp 27”. Over 120 fodboldspillere har deltaget i vores camp i uge 32.
Der har ligget mange måneders planlægning bag udviklingen af det nye campkoncept. Målet har været at skabe fem dage med høj aktivitet, dygtige og engagerede trænere, gode træningsgrupper og et stærkt fællesskab.

Campene har blandt andet budt på:
- ⚽ Mange timers træning
- 🏆 Kampe og konkurrencer
- 🤝 Nye venskaber på tværs af årgange
- 🍽 Fælles frokost hver dag
- 🍏 Frugt og energi mellem træningspassene
- 👕 Officiel SIF Camp-trøje og drikkedunk



Tilbagemeldingerne har været meget positive, og det giver os mod på at fortsætte udviklingen.
Vi håber derfor, at endnu flere børn får lyst til at deltage, når vi inviterer til SIF Camp – måske allerede i efterårsferien 🍂
Nærmere information og tilmelding følger snart.
Som med alt andet i SIF forsøger vi hele tiden at udvikle og forbedre vores aktiviteter. Derfor hører vi meget gerne både ris, ros og gode idéer fra campen. Skriv gerne til: rasmus@skovser.dk
Mange timers fodbold kræver naturligvis masser af energi. Derfor skylder vi en særlig tak til nogle af de mennesker og lokale samarbejdspartnere, som har været med til at gøre ugen mulig.
Mere end 1.000 stykker frugt fra MENY Ordrupvej
En stor tak skal lyde til Martin og MENY Ordrupvej, som endnu en gang har bakket flot op om børnene i Skovshoved IF.
I løbet af campugen har MENY leveret mere end 1.000 stykker frisk frugt til vores deltagere.
Æbler, bananer, pærer, nektariner og paraguayos har sørget for energi mellem de mange træningspas.
Og alligevel lykkedes det naturligvis enkelte krævende fodboldspillere at spørge:
”Er der ikke noget andet frugt?”
Så ved man bare, at forventningerne er høje til SIF Fodbold!

En særlig tak skal også lyde til Restaurant Siffen, som hele ugen har sørget for forplejning og smil til vores omkring 120 campdeltagere og trænere.
Tak til både MENY Ordrupvej og Siffen for at være med til at skabe gode oplevelser for børnene.
Et par af spillerne fra vores førsteholdstrup har i øvrigt også brugt en del af ugen som trænere på campen. Fredag aften bliver rollerne byttet om.
Nu er det nemlig deres tur til selv at trække i kamptrøjen.
Fredagsbold på Leo Ground
Vores 1. herresenior er nemlig allerede begyndt på den nye sæson og spiller fredag den 7. august på hjemmebane mod BK Skjold. Her er hvad I skal vide:
Første hjemmekamp · 1. senior
Skovshoved IF – BK Skjold
Vi håber, at mange campdeltagere, medlemmer, forældre og venner af klubben har lyst til at kigge forbi og bakke holdet op.
Der er fri entre og mulighed for at mærke fredagsstemningen omkring banen og følge vores bedste herrehold i sæsonens første hjemmekamp.
Er dit barn 11-14 år og har lyst til at være bolddreng eller boldpige ved en af sæsonens hjemmekampe, er I meget velkomne til at kontakte mig på: rasmus@skovser.dk
Fodboldglæden i SIF stopper naturligvis ikke ved førsteholdet.
Fodbolden har ikke holdt sommerferie
Mens vores yngre medlemmer har holdt en velfortjent sommerferie, har flere af klubbens veteran- og gammelmandshold således holdt formen ved lige på kunstgræsbanen.
Der er blevet spillet og diskuteret (ikke mindst egne) præstationer – præcis som der skal i en rigtig fodboldklub.
Samtidig har vores græsbaner fået en nødvendig pause.
Her skal der lyde en stor tak til vores driftsansvarlige og Ole og Martin, som sommeren igennem har passet og plejet banerne, så de nu igen står flotte og klar til en ny sæson med hundredvis af træninger og kampe.
Det kræver mange timers arbejde at holde et anlæg som vores i god stand. Når spillerne igen løber ud på de grønne baner, er det derfor værd at huske, at gode fodboldoplevelser også skabes af dem, der arbejder i kulissen.
Tak for indsatsen!
Uanset om man spiller på førsteholdet, på et veteranhold eller på en af vores mange børne- og ungdomsårgange, må klubfarverne selvfølgelig gerne bæres med stolthed. Der er landet en ny tøj-kollektion og i ungdomskontingentet er en tøj-voucher inkluderet, så få tjekket den registrerede e-mail og få købt tøjpakken. Det er nu blevet endnu nemmere.
🛍 Skovser-Shoppen er åbnet
Vi har sat Skovser-Shoppen i søen.
Her kan SIF-medlemmer købe udvalgte Puma- og sportsprodukter med SIF-logo og få varerne leveret direkte hjem i løbet af ganske få dage.
Shoppen gør det nemmere at finde klubtøj og relevante produkter samlet ét sted. Samtidig giver løsningen klubben et bedre indblik i, hvilke produkter de forskellige dele af fodboldafdelingen efterspørger. Det giver os et bedre grundlag for fremtidige initiativer og for løbende at udvikle sortimentet.
Mens vi glæder os over, at flere medlemmer kan vise klubfarverne frem, arbejder vi samtidig på at invitere endnu flere børn ind i fællesskabet.
Her har I måske set at særligt har pigefodbolden taget store skridt det seneste år.
🚀 Pigeraketten lander i Skovshoved
Den 23. august kl. 10.00-12.00 får vi besøg af DBU's populære ”Pigeraketten”.
Pigeraketten er en sjov og uformel introduktion til fodbold for piger i alderen 5-9 år. Der vil være masser af bevægelse, lege, boldaktiviteter og gode oplevelser – og det kræver ingen tidligere fodbolderfaring at deltage.
Vi har allerede opbygget nogle stærke pigemiljøer på ikke mindst U11 Piger (2016), U10 Piger (2017) og U9 Piger (2018).
Nu ønsker vi også at byde endnu flere interesserede piger velkommen på de yngste årgange.
Kender du en pige, der kunne tænke sig at prøve fodbold?
Så skriv gerne til mig på rasmus@skovser.dk
Deltagelse er gratis. Se mere på opslagene her i klubben.
Når vi forhåbentlig har budt endnu flere børn velkommen i klubben, bliver der kort efter mulighed for at få taget et flot fodboldbillede.
📸 Fotodage i SIF

I dagene 23.-25. august har vi nemlig sørget for at Billed-Expressen kommer forbi Skovshoved IF for at tage billeder af klubbens spillere og ungdomshold.
Der vil blive taget både portrætbilleder og holdbilleder.
Af hensyn til GDPR-reglerne indhenter vi naturligvis samtykke fra forældrene på forhånd. Det sker via en god, gammeldags samtykkeerklæring – næsten som man kender det fra skolen.
Efter fotograferingen vil familierne få mulighed for at se billederne. Herefter kan man selv vælge, om man ønsker at købe et billede af sit fodboldbarn.
Nærmere information om tidsplan, samtykke og praktisk gennemførelse følger.
Sammen udvikler vi Skovshoved IF
Klubsamarbejdet med Lyngby. To store camps. Pigeraketten. Nye medlemmer. Skovser-Shoppen. Kampe, træninger og nye fælles oplevelser.
Det er alt sammen eksempler på en klub i bevægelse.
Men ingen af aktiviteterne kan gennemføres uden menneskerne omkring dem.
SIF er en forældredrevet forening, og hver eneste uge bruger frivillige trænere, ledere og forældre mange timer på at skabe gode oplevelser for børnene.
Vi ved, at frivillighed skal værdsættes og plejes.
Derfor går vi ind i en sæson, hvor vi ikke blot ønsker at flytte klubben ét skridt frem – men flere.
- Vi vil udvikle vores spillere.
- Vi vil udvikle vores trænere.
- Vi vil skabe flere fælles oplevelser.
- Vi vil styrke SIF-ånden.
Og vi vil fortsætte med at gøre Skovshoved IF til et sted, hvor børn og voksne glæder sig til at komme.
Har du idéer, input eller lyst til at engagere dig yderligere i klubben, er du altid velkommen til at kontakte mig.
Vi er klar til en sæson med masser af udvikling. Er du?
Tak fordi I er en del af SIF.
En gang Skovser – altid Skovser!

Med venlig hilsen – på vegne af fodboldafdelingen
Rasmus Søe
Head of Football Development · Skovshoved IF
rasmus@skovser.dk | 30 33 12 34